• Ejendomsmæglerne har fået flere varer på hylderne

    ソース: BDK Finans / 04 7 2024 00:01:50   America/New_York

    Som altid på denne tid af året vokser antallet af boliger, der er til salg hos ejendomsmæglerne. Men den gode nyhed for boligkøberne er, at der er en hel del flere boliger til salg på nuværende tidspunkt, end der var på samme tid sidste år. Det viser tal fra boligportalen Boligsiden, der samler data fra alle landets ejendomsmæglere. Helt præcist er der 15 procent flere huse på markedet, 16 procent flere lejligheder og hele 40 procent flere sommerhuse til salg lige nu sammenlignet med begyndelsen af juli sidste år. - Det hører dog med til historien, at udbuddet af boliger i kølvandet på pandemiens vilde rus på boligmarkedet var hamret helt i bund. - Derfor er udbuddet ikke voldsomt stort nu, men det stiger i et ganske solidt tempo, konstaterer Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank. Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, konstaterer også, at handelsaktiviteten er stigende. - Med andre ord tyder det på, at boligmarkedet - og særligt husmarkedet - så småt har normaliseret sig efter de seneste års bølgegang, hvilket er til gavn for både købere og sælgere, siger hun. Der var i begyndelsen af juli 51.670 boliger til salg. Det er en fremgang på 18 procent sammenlignet med boligudbuddet for et år siden. Det eneste sted, hvor udbuddet er faldende, er ejerlejlighedsmarkedet i København. - Mange prøvede op mod årsskiftet og skæringsdatoen for de nye og højere boligskatter at få solgt lejligheden, men nåede det måske ikke og har droppet at sælge i en tid, hvor markedet er præget af forholdsvis få handler og hvor der fortsat er et nedadgående pres på priserne, konstaterer Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom hos Nykredit. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/ejendomsmaeglerne-har-faaet-flere-varer-paa-hylderne
シェアする